Undskyld, hr. premierminister

Humphrey og Hacket (premierministeren, tilgiv mig, sir) var fremragende castet og spillet ned til mindste detalje, med den perfekte blanding af foragt, arrogance og alligevel skjult kærlighed til hinanden. Alt sammen udført med den samme intellektuelle komik og understrøm som i tv-serien for årtier siden, men med en reflekterende kritik af den nylige fortid, der skildrer virkningerne, ikke kun af Brexit, men også de massive forandringer i samfundet og den politiske korrekthed i Storbritannien / men "en passant" og igen på en intellektuelt humoristisk måde uden at belære publikum, men meget dygtigt underholde det – med en vis trussel om nostalgi. En så strålende forestilling – ned til den mindste fysiske, intonationsmæssige, vokale og udtryksmæssige detalje. Jeg havde det privilegium at sidde på parket 2. række og beundrede ikke kun energien og den indirekte morskab, der blev gjort ud af den arketypiske embedsmand, men detaljerne i hver eneste mimik, intonation og kontrol (eller spillet svindende kontrol) hos de to ældre mænd, der reflekterede over deres fortid med selvværdsættelse – og Humphrey, der tog al æren for sig selv og arrogant så ned på premierministeren med vidunderlig (sædvanlig) sarkasme og perfekt timede og udførte vittige bemærkninger. Al æren til den strålende skuespilpræstation og manuskriptet. Efter min mening overgår det endda tv-serien på grund af det fremragende skuespil, og det er den højeste og i dette tilfælde enestående ros til skuespillerne.

Fantastiske præstationer fra hele ensemblet. De fik publikum til at grine, samtidig med at de fik os til at tænke.

En fremragende og fantastisk mulighed for at se figurerne genopstå i en afsluttende episode

Minder om en virkelig fantastisk tv-serie

En fremragende forestilling med fantastiske præstationer fra hele ensemblet. Dialogen var utroligt velskrevet – en sand fornøjelse.