Palazzo Carignano, en af de mest originale bygninger i

Palazzo Carignano blev opført på foranledning af Emanuele Filiberto af Savoy-Carignano efter et projekt af Guarino Guarini, der påbegyndte byggeriet i 1679. Det er et af de mest iøjnefaldende og imponerende paladser i det 17. århundredes Italien, med en buet facade og en beklædning af enkle mursten, der er både smuk og original. Bygningen ligger på det område, der tidligere blev brugt som stalde af prins Tommaso, stamfader til den yngre gren af Savoy-Carignano-slægten, og havde oprindeligt en C-formet grundplan, der vendte ud mod haverne; den nuværende firkantede struktur skyldes tilbygningen fra det 19. århundrede, der blev opført for at huse det italienske parlament og stod færdig i 1871, efter at hovedstaden var blevet flyttet til Rom. Den elliptiske centrale sal, der ligger i den del af paladset, der stammer fra det 17. århundrede, og som tidligere blev brugt til festligheder, blev i 1848 omdannet til salen for det første subalpine parlament; paladset rummer i værelserne på piano nobile Nationalmuseet for det italienske Risorgimento og i stueetagen prinsernes gemakker. I forbindelse med udstillingen i 2011, der var viet til Legnanino, blev der indviet en fast tur i Savoy-Carignano-residensen. Rejseplanen for museet, der dækker et areal på omkring 1.000 kvadratmeter, består af guidede ture gennem atriet og Guarini-trappen med udsigt til det subalpine parlamentssal, Middagslejligheden, også kendt som Fyrstelejligheden, en række undergrundsværelser, paladsets ydre og gård.